Pasningsvejledning for afrikanske papegøjer

1. Dyreart

Omfatter gråpapegøjer (Psittacus erithacus), dværgpapegøjer (Agapornis spp.) og senegalpapegøjer (Poicephalus spp.)

2. Fuldvoksen størrelse

Gråpapegøjer 30-40 cm, dværgpapegøjer 13-17 cm og senegalpapegøjer 20-25 cm.

3. Forventet levealder

Dværgpapegøjer 10 år, senegalpapegøjer 20-30 år og gråpapegøjer 50-70 år

4. Anbefalet størrelse og indretning af anlæg eller bur

Dværgpapegøjer og senegalpapegøjer kan holdes i bur på minimum H60 x D50 x B100 cm. Gråpapegøjer bør holdes i indendørsvoliere på minimum H180 x D100 x B200 cm eller udendørsvoliere på minimum H180 x D100 x B300 cm, så fuglene har gode flyvemuligheder. Udendørsvolierer skal forsynes med sluse, så man kan gå ind uden, at fuglene flyver ud.

Både bure og volierer skal forsynes med grene i forskellig tykkelse, som fuglene kan sidde på. Grenene placeres i enderne af buret/volieren, så fuglene har plads til at flyve. Som bundmateriale kan benyttes papir og udendørs gerne jord/græs. Rengøring mindst én gang ugentlig med afvaskning/aftørring af bur, siddepinde m.v. Bundlag skiftes efter behov.

5. Særlige pasningsbehov

Alle arter skal holdes frostfrit, men er ellers ikke særlig temperaturfølsomme. De kan således holdes udendørs året rundt, blot de har adgang til et frostfrit rum. De skal have adgang til badevand, og udendørs skal de have mulighed for at bade i regnvejr. Papegøjerne skal have adgang til sollys for at kunne danne tilstrækkeligt med D-vitamin, som er vigtig for knoglevæksten. Alternativt skal der tilsættes D-vitamin til foderet.

Holdes fuglene indendørs skal man sørge for, at luftfugtigheden ikke er for lav, da det kan give fuglene kløe med efterfølgende fjerplukning til følge.

6. Stimulering og behov for motion

Papegøjerne er meget glade for at gnave i friske grene og skal altid have adgang til naturgrene. Derudover er det vigtigt, at de har mulighed for at flyve, så de får tilstrækkeligt med motion.

7. Fodring

Som grundfoder benyttes frøblandinger, som for gråpapegøjer består af solsikke, majs, havre og hvede, og for de mindre papegøjer fortrinsvis består af kanariefrø, hirse, lidt solsikke og nødder. Dette suppleres med naturligt foder i form af en god alsidig papegøjeblanding, gerne indeholdende tørret frugt/grønt samt frisk frugt, grønt i form af sød frugt, gulerødder, kål, løg, hvidløg, frisk chili, søde kartofler osv. – dog aldrig avocado, der indeholder avocado toksin, som mange fugle ikke kan tåle.

Nogle individer tager gerne lidt levende foder i form af et par melorme eller lignende, medens andre fugle aldrig rører den slags. Vitaminer og mineraler tilbydes i form af vitaminiseret kalk tilsat D-vitamin (D vitamin er nødvendig for at kunne optage kalk).

Herudover vil det være godt at tilbyde en “duesten” knust i en skål, duesten består af en lerholdig blanding, der minder lidt om det, papegøjerne finder i naturen.

8. Sociale behov

Alle arter skal som minimum holdes parvis, men kan også holdes flere sammen i volierer.

9. Formering, yngelpleje

Fuglene får normalt 2-5 æg, som ruges i 21-30 dage (længst for gråpapegøjerne), og ungerne forlader reden ca. en måned gamle for dværgpapegøjernes vedkommende og 2,5-3 mdr. gamle for gråpapegøjerne. Alle arter er hulerugende, hvorfor man bør give dem en passende redekasse (udhulet træstamme eller en egentlig redekasse, der for de små papegøjer har målene 20 x 20 cm i bundareal og 25-30 cm i højden (indgangshul med diameter på 6 cm), og for gråpapegøjer bør have målene 30 x 30 cm i bundareal og 60 cm i højden, udført i kraftig ubehandlet finer, redehullet skal være ca. 12 cm. Redemateriale i form af et bundlag på 5-10 cm bestående af 50 % skovjord og 50 % bøgespåner.

10. Typiske tegn på sygdom og nedsat trivsel

Sundhedstegn er stram, ikke oppustet fjerdragt, klare øjne, opmærksom med god appetit og komplet uspoleret fjerdragt. Køb aldrig en Gråpapegøje med uglet fjerdragt – det vil ofte være en “plukker” eller et forstadie til samme, – en uvane, hvor papegøjen plukker sine fjer af, ofte til det ender med et udseende som en grillkylling, kun med fjer på hovedet!

Næbbet skal være fint og glat, – ikke langt og forvokset – fødder og tæer skal være hele og med alle negle intakte.

Sygdomstegn: Stillesiddende uden fødeindtag, – matte øjne, oppustethed og evt. flydende afføring.

Øvrige informationer

Alle arter lever i det centrale Afrika. Gråpapegøjer er kendt for deres store “taleevner”, og dværgpapegøjerne for deres stærke parsammenhold (på engelsk: lovebirds).

Slutblok

Denne pasningsvejledning er udarbejdet af John Vestergaard, Landsorganisationen Danske Fugleforeninger (www.ldf-net.dk). Pasningsvejledningen indeholder generel information om pasning af en dyreart/dyregruppe. Yderligere oplysninger kan findes på biblioteket eller på ovennævnte og andre hjemmesider. Pasningsvejledningens faglige indhold er godkendt af Rådet vedrørende hold af særlige dyr den 12.12.2013 i henhold til bekendtgørelse om erhvervsmæssig handel med dyr.