Pasningsvejledning for jordlevende kvælerslanger
1. Dyreart
Kongepython – Python regius Dværgpython – Antaresia spp. Tæppepython – Morelia spp. Kongeboa – Boa constrictor Rosenboa – Lichanura spp.
2. Fuldvoksen størrelse
Varierer mellem de forskellige arter. En af dværgpython-arterne, Antaresia perthensis, bliver fx kun omkring 50 cm i længden, mens kongeboaen i sjældne tilfælde kan nå op omkring 4 m, dog er 2,5 -3 m en mere almindelig størrelse. For de andre arter gælder det, at rosenboaen sjældent bliver større en 100 cm, kongepythonen bliver omkring 150 cm, mens tæppepythonen kan nå op omkring 2,5-3 m i længden.
3. Forventet levealder
15 til 25 år
4. Anbefalet størrelse og indretning af anlæg eller bur
Da slangerne varierer meget i størrelse, har de ligeledes store forskelle i krav til terrariets størrelse. Dog kan man som tommelfingerregel bruge, at terrariets længde og dybde som minimum bør være lig slangens totale længde. Et lille dværgpython par kan dermed nemt holdes i et terrarium med målene H30 x D30 x L60 cm, mens et par fuldvoksne kongeboaer bør have et terrarium på H80 x D100 x L250 cm. Da slangerne mest er bundlevende, er højde ikke så vigtig. Holdes flere slanger sammen, bør terrariernes størrelse øges med 1/3 for hvert ekstra individ ud over to dyr.
Bundlaget bør tage højde for den enkelte arts levevis. Fx graver rosenboaen meget, og bundlaget her kan bestå af tørt sand, men alle slanger kan holdes på barkflis eller støvfrit savsmuld. Uanset hvad bundlaget udgøres af, bør det jævnligt efterses og renses for afføring og evt. affald. Terrariets sider og bagvæg kan beklædes med korkplader, som er forsvarligt sat fast med silikone eller montagelim.
Grundet bundlag og slangernes aktivitet i terrariet kan det være svært at holde liv i levende planter, men sukkulenter eller bregner af forskellig art kan sættes ind i terrariet. Dog bør man undgå planter med meget spidse pigge for, at dyrene ikke kommer til skade på dem. Der skal være et par skjulesteder – mindst et pr. slange. Disse kan bestå af rødder eller bark, som dyrene kan skjule sig bag eller under, eller kunstige plastikhuler i passende størrelse. Evt. rødder bør placeres sådan, at dyrene ikke kan komme til at grave under dem eller vælte dem. Terrarierne bør som udgangspunkt holdes relativt tørre, da for høj luftfugtighed kan medføre hudproblemer og lungeinfektioner. Terrarierne kan dog bruses med vand en gang i mellem, særligt under hamskifte for at hjælpe slangerne af med den gamle ham.
En fast vandskål skal være til stede, og vandet skiftes dagligt.
5. Særlige pasningsbehov, herunder særlige krav til temperaturforhold
Slangerne kommer fra meget forskelligt klima, men trives generelt ved temperaturer lidt højere end stuetemperatur. En temperatur på 25-28 °C og et lokalt varmespot med temperaturer på op til 32 °C er passede for de fleste dyr. Dog bør man undersøge kravene hos den specifikke art, da der kan være forskelle mellem arterne.
Om natten kan man uden problemer lade temperaturen falde til stuetemperatur (20-22 °C).
6. Stimulering og behov for motion
Hvis terrariet er indrettet godt, stiller dyrene ikke nogle specielle krav.7. Fodring
I naturen spiser mange slanger både gnavere og fugle, mens andre også spiser øgler. I fangenskab bør man forsøge at efterligne deres naturlige foder behov og derfor tilbyde dem varieret foder i form af mus, små rotter og daggamle kyllinger til mindre slanger, mens større slanger bør tilbydes fuldvoksne rotter, kaniner og større kyllinger.
Dyrene fodres hver 7. – 10. dag. Er man i tvivl om hvorvidt dyrene får vitaminer eller mineraler nok, kan vandet i vandskålen tilsættes flydende vitamin- og mineralpræparater. Man kan med fordel fodre dyrene i en boks uden for terrariet for at sikre, at de alle spiser, og at de ikke forbinder terrariet med foder. Dette kan dog af gode grunde være svært med helt store slanger.
8. Sociale behov
Alle slanger kan uden problem holdes enkeltvis og har ikke noget egentlig socialt behov.
9. Formering, yngelpleje og eventuel neutralisation
Blandt mange slanger kan hanner genkendes på de to hemipenisbuler ved haleroden, mens hunner mangler disse bygningstræk. Dette kan ved nogle arter og især unger være svært at se, og man bør derfor få en ekspert til at kønsundersøge slangerne, såfremt man ønsker at kende kønnet.
Parring er afhængig af mange faktorer, fx kræver mange slanger en dvale eller køleperiode inden de kommer i parringshumør. Boa kvælerslanger føder levende unger, hvorimod alle pythoner lægger æg. Python hunnen er drægtig i ca. tre måneder. Hun vil foretrække en kasse med let fugtig spagnum eller kokoshumus, hvor hun vil lægge sine æg. Ønsker man at udruge æggene, tages de fra og udruges ved høj luftfugtighed ved ca. 31 °C i en speciel rugemaskine.
Både boa og python unger kan ofte fodres med musepinkies eller små mus, men nogle kvælerslangearter er som unger fødespecialister, nogle foretrækker fx firben, og kan derfor være svære at få til at spise.
10. Typiske tegn på sygdom og nedsat trivsel
Typiske sygdomstegn, hvor man bør søge dyrlæge, vil være sløvhed, manglende appetit, hurtig afmagring og hvæsende vejrtrækning.
Slutblok
Denne pasningsvejledning er udfærdiget på baggrund af oplysninger fra Nordisk Herpetologisk forening (www.nhf.dk). Pasningsvejledningen indeholder generel information om pasning af en dyreart/dyregruppe. Yderligere oplysninger kan findes på biblioteket eller på ovennævnte og andre hjemmesider. Pasningsvejledningens faglige indhold er godkendt af Rådet vedrørende hold af særlige dyr den 30.12.2013 i henhold til bekendtgørelse om erhvervsmæssig handel med dyr.