Pasningsvejledning for klatrende springpadder

1. Dyreart

Hyperolius mitchelli

Hyla cinerea

Litoria caerulea

Trachycephalus resinifictrix

Agalychnis callidryas

2. Fuldvoksen størrelse

30-150 mm

3. Forventet levealder

6-10 år

4. Anbefalet størrelse og indretning af anlæg eller bur

Et terrarium til klatrende padder kræver først og fremmest, at det har en tilpas størrelse til arten. Til de små arter vil terrarier på H60 x D40 x B60 cm fint kunne bruges, mens der til større arter skal væsentligt større terrarier til. Bundlaget opbygges ved, at man først laver et drænlag af leca nødder på 3-5 cm tykkelse, og derefter lægges et lag ugødet spagnum på 3-4 cm tykkelse oven på, som så til sidst fugtes.

Det må ikke være så fugtigt, at der står blankt vand på bundlaget, da det i så fald vil rådne.

Terrariets sider og bagvæg kan beklædes med korkplader eller bregnerodsplader. Terrariet beplantes med forskellige større regnskovs planter, da frøerne vil bruge dem til at klatre på. Det kan eksempelvis være grøn Philodendron eller guldranke. Da frøerne er klatrende, skal der være nogle klatregrene fordelt i forskellige højder til frøerne. Til de store arter er det en god ide at have grenene fæstnet, da frøerne kan være noget voldsomme.

Terrariet skal overbruses med vand et par gange om dagen, da dyrene kræver høj luftfugtighed. Hvis man indretter en vanddel i terrariet, skal man sørge for, at vandet holdes helt rent, da dyrenes afføring danner grobund for bakterier. Ved rødøjet løvfrø, Agalychnis callidryas, er det vigtigt at have en særdeles god luftcirkulation, da arten nemt får hudinfektioner, hvis ikke udluftningen er tilstrækkelig.

5. Særlige pasningsbehov, herunder særlige krav til temperaturforhold

Frøerne stammer fra subtropisk og tropisk klima og kræver generelt fra 22-26 °C. Det er vigtigt, at temperaturen ikke overstiger 28-30 °C, da frøerne vil kunne dø af dette.

6. Stimulering og behov for motion

Hvis terrariet er indrettet godt, stiller dyrene ikke nogle specielle krav.

7. Fodring

I naturen spiser frøerne primært forskellige typer af insekter. I fangenskab vil hovedfoderet være fårekyllinger, kakerlakker, græshopper og fluer. Foderet tilpasses til frøens størrelse. Store løvfrøer vil kunne tage små mus, men det frarådes kraftigt, da det er meget usundt. Frøerne skal ved hver anden fodring have deres foderdyr rystet i en vitaminblanding, der er udviklet til padder.

8. Sociale behov

Dyrene har ikke nogen sociale behov.

9. Formering, yngelpleje og eventuel neutralisation

De forskellige frøer kan yngle ved en alder på ca. 1-3 år. For at frøerne kommer i ynglehumør, skal de stimuleres med en årstidsvariation, der består af en tørtid og en regntid. Æggene lægges hos nogle arter i vand, mens de hos andre arter vil blive lagt på blade over vand. Når æggene klækker, vil haletudserne hurtigt begynde at spise. Haletudserne fordres med flagfoder til fisk ellerhaletudsefoder. Vandbeholderen til haletudserne skal have en passende størrelse på ca. 10 x 10 cm med en vandstand på ca. 5 cm. I vandet kan der placeres nogle visne blade eller flydeplanter som skjul til haletudserne. Efter 1-3 måneder vil haletuderne få deres forben, hvorefter de skal have en lidt større beholder med låg og en landdel, så de kan komme op. Når de nye små frøer helt har forladt vandet, og halen er helt væk, kan de flyttes til deres eget terrarium indrettet som til voksne frøer.

10. Typiske tegn på sygdom og nedsat trivsel

Hvis en frø begynder at virke meget sløv og afmagret eller får sår, vil det typisk være et tegn på nedsat trivsel. Man skal da isolere frøen i en steril karantænebeholder, og løbende holde øje med den. Bundlaget skal bestå af fugtet køkkenrulle eller engangsvaskeklude. Der bør være et enkelt skjul. Hvis isolation ikke hjælper efter nogle dage, bør man opsøge en dyrlæge.

Slutblok

Denne pasningsvejledning er udfærdiget på baggrund af oplysninger fra Nordisk Herpetologisk forening (www.nhf.dk). Pasningsvejledningen indeholder generel information om pasning af en dyreart/dyregruppe. Yderligere oplysninger kan findes på biblioteket eller på ovennævnte og andre hjemmesider. Pasningsvejledningens faglige indhold er godkendt af Rådet vedrørende hold af særlige dyr den

22.11.2013 i henhold til bekendtgørelse om erhvervsmæssig handel med dyr.