Pasningsvejledning for fugtigt levende, tropiske landskildpadder

1. Dyreart

Rødfodet skovskildpadde (Geochelone carbonaria) Guldfodet skovskildpadde (Geochelone denticulata) Hængselsskildpadde (Kinixys spp.) Bells hængelsskildpadde (Kinixys belliana)

2. Fuldvoksen størrelse

Skovskildpadder: ca. 30-45 cm og ca. 15-18 kg, afhængig af køn/lokalitet. Hængselskildpadde: ca. 20-30 cm og ca. 1,5 kg, afhængig af køn.

3. Forventet levealder

Ca. 50 år.

4. Anbefalet størrelse og indretning af anlæg eller bur

Buret konstrueres af et egnet materiale og skal have en størrelse og indretning, der giver dyrene mulighed for at udfolde en naturlig adfærd. Begge skildpaddearter er pladskrævende og skal have ca. 2 m2 bur til 2 voksne dyr. Udendørs ophold i sommerperioden kan anbefales. Vær da opmærksom på, at der skal være både skygge og varme.

Terrariet kan indrettes med planter og trærødder. Derudover skal der være skjulesteder til rådighed, hvor skildpadderne kan gemme sig. Bundlag kan bestå af ugødet spagnum og strandsand i blandingsforholdet 6/4 for at holde den høje luftfugtighed. Da skildpadderne holder af at grave, skal bundlaget være mindst 10 cm dybt. Derudover skal der være en stor vandskål til rådighed, som de kan soppe i. Frisk vand og kalk skal altid være til rådighed. Afføring skal fjernes jævnligt.

5. Særlige pasningsbehov, herunder særlige krav til temperaturforhold

Dyrene skal have vitamin, kalk og mineral tilskud tilpasset dagaktive krybdyr. Dagtemperaturen skal være 26-28 °C og nattemperaturen kun et par grader lavere. Luftfugtigheden skal være 70-80 % og helt op mod 90 % til den gulfodede skovskildpadde. Lavspektret UV-lys skal tilbydes. Skovskildpadder og hængselskildpadder skal ikke i vinterdvale.

6. Stimulering og behov for motion

Terrariet skal indrettes, således skildpadden kan udvise så naturlig adfærd som mulig. Ved fodring med varierede foderemner sikres en naturlig foderstimulans.

7. Fodring

Føden bør være så afvekslende som muligt med et højt fiberindhold. Frugt er for vådt og sukkerholdigt. Gode foderemner er: bladmateriale, græs, hø og almindelig ukrudtsplanter. Der kan derudover købes specialfoder til landskildpadder. Der drysses en vitaminblanding, specielt til landskildpadder, over maden ca. 4 gange ugentligt.

Dyrene indtager også gerne lidt kød i form af regnorme og snegle.

8. Sociale behov

Dyrene er sociale, og flere dyr bør holdes sammen. Der må aldrig holdes 2 hanner i samme terrarium/anlæg.

9. Formering, yngelpleje og eventuel neutralisation

Parringer forekommer hele året, oftest efter en tid med meget regn. Skovskildpadder lægger 1-15 æg 3-6 gange. Ungerne er ca. 4 cm, når de klækker. Hængselskildpadderne kan lægge æg flere gange på en sæson, ofte 2-4 æg pr. gang. Ungerne er ca. 5 cm, når de klækker.

Forældredyrene har ingen yngelpleje; ungerne kan klare sig selv, fra de er klækket. Ungerne passes på samme måde som voksne dyr.

10. Typiske tegn på sygdom og nedsat trivsel

Øjnene skal være klare, tørre og må ikke være opsvulmede eller betændte. Der må ikke være slim eller andet udflåd fra næsen, og vejrtrækningen skal være næsten lydløs. Skjoldet skal være hårdt og må ikke have skjoldsvamp eller råd. Afføringen skal være fast. Typiske tegn på sygdom er spisevægring, løbende og ildelugtende afføring samt inaktivitet. Det er vigtigt at få afklaret årsagen til mistrivsel eller parasitangreb. Kontakt din dyrlæge for at få undersøgt en afføringsprøve. Holdes flere dyr sammen, skal det syge dyr isoleres. Ved mistanke om parasitter bør alle dyr undersøges, da smittefaren imellem dyrene er høj.

Slutblok

Denne pasningsvejledning er udfærdiget på baggrund af oplysninger fra Nordisk Herpetologisk forening (www.nhf.dk). Pasningsvejledningen indeholder generel information om pasning af en dyreart/dyregruppe. Yderligere oplysninger kan findes på biblioteket eller på ovennævnte og andre hjemmesider. Pasningsvejledningens faglige indhold er godkendt af Rådet vedrørende hold af særlige dyr den 21.2.2014 i henhold til bekendtgørelse om erhvervsmæssig handel med dyr.