Pasningsvejledning for kakaduer
1. Dyreart
Nymfeparakit (også kaldet nymfekakadu) (Nymficus hollandicus), rosakakadu (Eolophus roseicapilla) og hvide kakaduer (Cacatua spp.)
2. Fuldvoksen størrelse
Længde 32-45 cm
3. Forventet levealder
Nymfeparakit 15-20 år, de øvrige op til 40-50 år.
4. Anbefalet størrelse og indretning af anlæg eller bur
Fuglene skal have mulighed for at flyve og bør derfor som minimum have bure/volierer med følgende dimensioner: Nymfeparakitter kan holdes i bur på minimum H100 x D75 x B160 cm, mens de øvrige kakaduer bør holdes i volierer på minimum H180 x D100 x B200 cm. Buret eller volieren indrettes med siddepinde af naturtræ og forskellig tykkelse i enderne af buret, så fuglene kan flyve frit gennem buret. Benytter man et bur må det ikke anbringes direkte på gulvet, men skal stilles på et bord eller i en reol for at undgå træk og uden direkte sol.
Vand- og foderskåle anbringes, så fuglene ikke kan klatte i skålene. Bunden af buret dækkes med (avis)papir, der let kan udskiftes efterhånden, som det bliver snavset. Kakaduer har ikke brug for sand i bunden af buret, da de kan få problemer med forstoppelse, hvis de æder af sandet. Kakaduer kan også med fordel holdes udendørs med bedre flyvemuligheder. Dertil anbefales en voliere på minimum H200 x D150 X B400 cm. Udendørs volierer skal være forsynet med en sluse, så fuglene ikke uforvarende kan flyve ud.
5. Særlige pasningsbehov, herunder særlige krav til temperaturforhold
Kakaduer stiller ikke særlige krav til temperatur og kan holdes ude i voliere hele året blot volieren er indrettet med et overdækket trækfrit område, og fuglene har adgang til et frostfrit rum.
6. Stimulering og behov for motion
Som beskæftigelse bør man flere gange om ugen give fuglene friske kviste af træer eller buske til at gnave i. Især bøg, birk, pil, hassel, æble, pære, fyr og gran er velegnet. Brug aldrig taks, som er meget giftig. Fugle, der holdes i bur, bør dagligt tages ud af buret, så de kan få nogle længere flyveture for at træne deres muskulatur og kondition.
7. Fodring
Som basisfoder anvendes frøblanding med havre og hvede, samt til nymfeparakitter desuden hirse og kanariefrø, men ikke solsikke. Fuglene skal desuden hver dag have frisk grønt og frugt. Som grønt kan anvendes næsten alle ukrudtsplanter: mælkebøtter, hyrdetaske, fuglegræs, hønsetarm og mange andre. Af egentlige grøntsager er gulerødder meget velegnede. Af frugter kan man bruge æbler, pære, hyben og lignende. Salatblade, agurker og lignende saftige emner bør undgås, da de giver tynd mave på grund af deres store vandindhold.
Fuglene skal have frisk drikkevand hver dag, og endelig skal de have en kalkblok eller en skål med knuste østersskaller kaldet Grit.
8. Sociale behov
Kakaduer lever i naturen i meget store flokke og har derfor et stort behov for at være sammen med artsfæller. Derfor bør de altid som minimum holdes parvis. Det er dog vigtigt, at fuglene sympatiserer med hinanden, da de ellers kan finde på at jage hinanden intenst.9. Formering, yngelpleje og eventuel neutralisation
Kakaduer yngler i naturen i hule træer og benytter i fangenskab gerne redekasser af passende størrelse. For nymfeparakitter gælder følgende størrelse: Bundfladen i rugerummet skal være ca. H35 x D25 x B25 cm . For de større kakaduer øges bundfladen til 30 x 30 cm, højden til 40 cm, og huldiameter til 10 cm. I bunden af reden strøes et lag savsmuld, tørvestrøelse eller biostrøelse (til heste). Er der for meget, vil hunnen bære det overskydende ud af kassen.
Kakaduer lægger 2-7 æg i et kuld (nymfeparakit flest), som ruges af begge forældrene. Rugetiden er 18-28 dage (længst for de store kakaduer). Forældrefuglene vil selv opmade ungerne, men som tilskud til opmadning af ungerne skal der gives æggefoder (kan købes ved dyrehandleren), ligesom der skal gives rigeligt af ukrudt med frø. 4-5 uger (for nymfeparakit), og 7-8 uger for de øvrige, efter klækningen forlader ungerne reden og bliver fodret af forældrene i yderligere nogle uger.
10. Typiske tegn på sygdom og nedsat trivsel
Fugle er gode til at skjule sygdom. Derfor skal man være opmærksom på de mindste tegn på, at fuglene ikke trives, således at behandling kan sættes ind i tide. Den raske fugl er livlig og bevæger sig hyppigt i løbet af dagen ved at flyve og klatre. Fjerdragten er stram, ren og glat. Næb og fødder rene og tørre og øjnene klare og agtpågivende.
Den syge fugl kan vise sine symptomer på mange forskellige måder. De mest almindelige tegn på sygdom er følgende:
Nedsat ædelyst, fuglen sidder ved foderet uden at æde Fuglen puster sig op, ser træt ud og sætter hovedet under vingen, også om dagen Øjnene holdes halvt lukkede, tungt stødende åndedræt og ofte hvilende på begge ben Tynd ildelugtende afføring
Når sygdomstegnene tydeligt kan ses på fuglen, haster det med at få den til dyrlæge, da den på dette tidspunkt allerede er meget syg.
Øvrige informationer
Kakaduer kommer alle fra den australske region. De større kakaduer er vanskelige at holde. Nymfeparakitter kan evt. holdes sammen med undulater i større volierer.
Slutblok
Denne pasningsvejledning er udarbejdet af Steen Samuelsen, Landsorganisationen Danske Fugleforeninger (www.ldf-net.dk). Pasningsvejledningen indeholder generel information om pasning af en dyreart/dyregruppe. Yderligere oplysninger kan findes på biblioteket eller på ovennævnte og andre hjemmesider. Pasningsvejledningens faglige indhold er godkendt af Rådet vedrørende hold af særlige dyr den 12.12.2013 i henhold til bekendtgørelse om erhvervsmæssig handel med dyr.