Pasningsvejledning for Guldhamster

1. Dyreart

Syrisk guldhamster (Mesocricetus auratus)

2. Fuldvoksen størrelse

13-18 cm uden hale, og med vægt på 85-160 g. Hunner lidt større end hanner.

3. Forventet levealder

Guldhamstere bliver typisk 2-3 år.

4. Anbefalet størrelse og indretning af anlæg eller bur

Buret bør som minimum være H35 x D40 x B80 cm til et enkelt individ og helst i flere etager. Buret skal placeres et tørt sted uden træk og røg, gerne i et hjørne, og hvor naturligt dagslys kan trænge ind. Bundlaget skal være et tykt lag af spåner eller andet velegnet naturmateriale, der ikke støver, samt chinchillasand til at støvbade i. Der skal altid være minimum en, men gerne flere huler/sovehuse i buret. Redemateriale, som blødt hø og neutrale, bløde papirstrimler, bør altid være tilgængeligt. Hamstervat, som kan købes i dyrehandlere, frarådes at bruge.

5. Særlige pasningsbehov, herunder særlige krav til temperaturforhold

Guldhamsteren bør som udgangspunkt holdes ved stuetemperatur, og ikke ved mere end 24 °C. Bunden rengøres dagligt, og mindst én gang om ugen skal bundlaget, redematerialet og sandet i sandkassen skiftes. Lad dog noget af redematerialet blive, så bundlaget stadig har dyrets egen duft. Ca. en gang om måneden bør hele buret vaskes med varmt vand evt. med en smule neutral sæbe.

6. Stimulering og behov for motion

Der bør altid være gnavemuligheder i buret, fx blade, grene, kogler og rødder. Alt materiale fra naturen bør overhældes med kogende vand for at dræbe bakterier. Papruller er rigtig godt som legetøj og skjul. Hvis man behandler den roligt og nænsomt, kan guldhamsteren blive meget tam, men bider hårdt, hvis den føler sig truet.

Guldhamstere er aktive dyr, når de er vågne, og de har derfor brug for masser af plads til at motionere i buret. Et løbehjul med fast bund og en minimumsdiameter på 25 cm bør altid være i buret. En tur uden for buret regelmæssigt er også en rigtig god idé til at give dem ekstra motion. Vær dog opmærksom på, at hamsteren let slipper væk, hvis der er den mindste sprække.

7. Fodring

Guldhamsteren har kun et beskedent foderbehov, men det skal altid være friskt, ligesom der altid skal være friskt vand helst i drikkeflaske. Giv din guldhamster speciel hamsterblanding som grundfoder. Som supplement til grundfoderet kan gives lidt vasket grønt og frugt, mælkebøtter, kløver, frugtblade, skrællede gulerødder, hvidkål, rå rødbeder og usprøjtede frugtgrene med knopper. Undgå halm og stift hø, da de skarpe ender kan forårsage skader på hamsterens kindposer. Derudover bør gives insekter som fx græshopper og melorme samt et par gange ugentligt et lille stykke kalvelever, hakket okse- eller kalvekød, og evt. en halv gærtablet. Som godbidder, der kun bør gives af og til, kan gives nødder (usaltede, gerne med skal), grankogler, rosiner og solsikkefrø.8. Sociale behov

Kampe mellem kønsmodne individer, både af samme og forskelligt køn, er meget almindelige og kan i værste fald føre til dødsfald. Søskende af samme køn kan dog holdes sammen, indtil de er 8 uger gamle. Guldhamsteren bør derfor som udgangspunkt holdes alene i buret. For at opretholde kontakt med artsfæller kan man med jævne mellemrum sætte to bure ved siden af hinanden, så dyrene kan se og lugte hinanden, men ikke skade hinanden fysisk.

9. Formering, yngelpleje og eventuel neutralisation

Hunner kommer i brunst hver 4. dag. Drægtighedsperioden er blot 16 dage. Kuldstørrelsen er normalt på 8-10 unger, men kan være op til 20. Det er vigtigt at give moderen og ungerne ro i den første uges tid, da hun ellers kan finde på at forlade ungerne. Hun kan også finde på at gemme dem i sine kindposer. Hunnen kommer i brunst kort tid efter fødslen, men bør ikke parres, mens hun dier (ca. 3 uger efter fødslen). Guldhamsteren bliver kønsmoden i 4-5 ugers alderen, og det er vigtigt at fjerne dem fra moderen, når de er omkring 4 uger gamle for at undgå slåskampe.

10. Typiske tegn på sygdom og nedsat trivsel

Som andre gnavere kan guldhamsteren let udvikle luftvejsinfektioner, der kan være dødelige, hvis den holdes for koldt eller i træk. Det kommer til udtryk i besværet vejrtrækning og nysen. Diarré skyldes ofte, at de fodres med for meget frisk grønt eller for hurtigt skift mellem fodertyperne. Brug da kun hamstergrundfoderet i et par dage, og så går det normalt over. Ved voldsom og vandig diarré bør dyrlægen straks kontaktes.

Øvrige informationer

Mesocricetus auratus – (Syrisk) Guldhamster Arten vises her i dens naturlige farve- og pelsvariant, men flere typer findes i fangenskab. Kilde: Dansk Hamster Forening

Slutblok

Denne pasningsvejledning er udfærdiget på baggrund af oplysninger fra Dyrenes Beskyttelse (www.dyrenesbeskyttelse.dk) og Dansk Hamster Forening (www.hamsterland.dk). Pasningsvejledningen indeholder generel information om pasning af en dyreart/dyregruppe. Yderligere oplysninger kan findes på biblioteket eller på ovennævnte og andre hjemmesider. Pasningsvejledningens faglige indhold er godkendt af Rådet vedrørende hold af særlige dyr den 22.2.2013 i henhold til bekendtgørelse om erhvervsmæssig handel med dyr.